Udsendt d. 29. juli 2009
For de tre vindere af Sportsjournalisternes og Nykredits
juniorholdturnering i 2008 - Ikast-drengene Nicolaj Norman Hansen,
Jonas Sillesen og Jonas Nissen blev British Open på Turnberry-banen
en stor oplevelse.
- Det var en helt fantastisk stemning at sidde på tribunen ved
18-hul ved afslutningen søndag eftermiddag, siger de alle tre. Det
oplever man ikke på samme måde på TV. Den velkomst Tom Watson fik
på vej op ad 18-hul, vil vi aldrig glemme. Blot ærgerligt, at han
ikke vandt The Claret Jug. Det havde han fortjent.
Ikast-drengene spillede tirsdag en hulspilmatch mod jævnaldrende
fra Prestwick St. Nicholas Golf Club, en linksbane fra 1851.
- Det var første gang, vi spillede på en rigtig gammel linksbane
og det var en meget stor oplevelse, fortæller Nicolaj, Jonas og
Jonas. De skotske drenge var hyggelige, men de var svære at forstå.
Men vi vandt alle vore matcher.
Efter matcherne blev drengene, deres captajn Martin Eskesen og
formanden for Sportsjournalisternes Golf klub, Hans Grønfeldt,
inviteret til middag i klubhuset, naturligvis alle iført jakke og
slips, som reglerne er i de fleste klubber i Skotland.
Ikast-drengene havde en lille gave i form af et klubglas med til
deres modstandere. Alle i den danske delegation fik en bog om
Prestwick St. Nicholas, til minde om en dejlig dag i en
traditionsrig skotsk klub, hvor alle følte sig meget velkomne.
Ikast-drengene fik også hilst på de fire danske spillere, der
var med i British Open og endvidere blev de af TV-kommentator
Henrik Knudsen vist rundt i TV-byen.
De fik også hilst på en anden "dansker", englænderen Martin
Park, der til daglig er pro i Nexø og Rønne. Martin Park arbejder
under British Open i Media-teltet, hvor journalister fra hele
verden er til stede.
Ikast har også kvalificeret sig til dette års finale, der
spilles den 15. - 16. august i Henne. Nicolaj Norman Hansen kan
være med igen og han siger.
- Nu vil jeg fortælle de to andre spillere om, hvor stor en
oplevelse dette har været. Jeg håber vi kan genvinde
Sportsjournalisternes og Nykredits juniorholdturnering. Det er det
største jeg har oplevet indenfor golfsporten.