Med en skarp omgang golf hele weekenden sikrede Mollerup Golf Club sig for første gang sejren i Sportsjournalisternes Juniorholdturnering, da finalestævnet blev afviklet på Vestfyns smukke bane.
Allerede i lørdagens to slagspilsrunder viste trioen bestående af William R. Høybye, Mads Røddik og Frederik Sejr at de havde tænkt sig at gå hele vejen. Således var de hele 14 slag bedre end Viborg og Kokkedal, der kæmpede om pladsen i søndagens finale. Det blev de forsvarende mestre fra Viborg, der trak det længste strå. København kæmpede bravt men måtte nøjes med fjerdeplasen.
At kvaliteten på spillet var ganske høj kunne aflæses på dagens to laveste scores. Både Mollerups Frederik Sejr og Viborgs Anders Emil Ejlersen nøjedes med 69 slag (tre under banens par) i anden runde.
Søndag var det så tid til hulspilsfinalen, hvor Mollerup fortsatte de gode takter og besejrede Viborg med cifrene 7-2. Dermed blev det Mollerup-juniorerne, der ved præmieoverrækkelsen kunne modtage de eftertragtede gavekort, som blev overrakt af Sportsjournalisternes Golf Klubs repræsentant Lene Krüger.
Nu venter der en kæmpe oplevelse til næste sommer, hvor de tre stolte østjyder skal en uge til Skotland for at spille en match mod et lokalt juniorhold samt ikke mindst overvære den 145. udgave af The Open Championship på Royal Troon.
Stort tillykke til Mollerupperne - og tak til alle øvrige juniorhold for at have deltaget i årets Juniorholdturnering, som afvikles i et samarbejde mellem Sportsjournalisternes Golf Klub, Dansk Golf Union og sponsoren Made in Denmark.
Resultat slagspilskvalifikation
Tekst: Søren Tidmand. Fotos: Vestfyns Golfklub og Lene Krüger tirsdag 13. oktober 2015